Pakke med pindsvin

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg så er jeg med i en pakkeleg hos Celinas Verden. Og i dag var det min tur til at sende en pakke retur. Jeg var så heldig at være til stede da pakken blev åbnet og den var heldigvis et hit :)

Jeg havde syet et sødt lille pindsvin til lille Celina. Jeg er bange for at jeg nu er nødt til at sy et til Alma også, for det er da slet ikke til at stå for :)

Har du lyst til at deltage i min pakkeleg så skynd dig ind og skriv en kommentar til dette indlæg.

Pakkeleg – vil du være med?

Jeg er med i en pakkeleg hos søde Camilla med bloggen Celinas Verden.

Og se bare her hvad jeg har været så heldig at modtage:

Det fineste telefonetui i blomstret lilla stof med neongule syninger og et sødt målebånd i form af et bamsehoved. Jeg er bare SÅ glad for telefonetuiet. Jeg har nemlig længe ønsket mig nye klæder til min mobiltelefon.

Hvis du vil se de mange andre smukke telefonetuier Camilla laver så se her. Tusind tak for gaverne Camilla.

Reglen for pakkelegen er, at man selv må bestemme om man vil lade pakkelegen køre videre eller om man vil stoppe den her. Og da jeg ELSKER pakkelege vil jeg da selvfølgelig gerne fortsætte :)

Hvis du har lyst til at være med skal du blot skrive en kommentar til dette indlæg.  Så vil jeg sende en hemmelig pakke afsted til dig. Når du så har modtaget pakken skal du lave et indlæg om den hvori du linker (du skal derfor have en blog for at deltage) til min blog. Når du har gjort det skal du sende en pakke tilbage til mig. Du må derefter selv bestemme om du vil fortsætte legen.

De første 4 personer som skriver kan være med. Ih det er spændende hvem det bliver :)

I morgen vil jeg løfte sløret for hvad jeg sender den anden vej. Håber det falder i god jord ;)

Nyt gammelt i shoppen!

Lækker retrohylde med originale greb. Den er slebet og klar til ny maling. Hylden måler: 82 cm lang, 45 cm høj og 16 cm dyb ved skufferne. Pris 350 kr. – Send mig en mail hvis du er interesseret. Kan afhentes på Frederiksberg.

Jeg håber der er en derude som vil tage sig kærligt at hylden og give den et nyt hjem. Vi har desværre alligevel ikke nogen steder at hænge den og jeg sælger den derfor til samme pris som jeg gav for den.

 -Hylden er solgt -

Babybøjler til alle ugens dage!

I denne uge vil jeg langt om længe vise jer de fine babybøjler jeg fremover vil lave på bestilling. Jeg vil præsentere en bøjle om dagen. De er lavet med ægte retrotapet og har fået en omgang lak så de kan holde til brug. Du kan bestille dem ved at sende mig en mail på sannekjensen(at)hotmail.com.

Mandagsbøjlen:

Bøjlerne koster 1 for 30 kr. – 4 for 100 kr. + porto

(De kan evt. afhentes på Frederiksberg)

 

Tuskemarked

I går var vi på tuskemarked i Vig. Og hold nu op det var hårdt arbejde. Op kl. 5 om morgenen og så afsted. Vi havde pakket bilen med alt hvad vi ville sælge aftenen inden og den var propfyldt. På vej til Vig gjorde vi holdt ved Johans moster og onkel i Tølløse som havde samlet “lidt” ekstra ting sammen vi kunne tage med og sælge. Nu skriver jeg “lidt” fordi selvom Johans moster havde sagt “lidt ting – ikke noget særligt” i telefonen så havde de køkkenet fyldt med gode ting og sager vi kunne tage med. Gamle rustikke dåser, blandet porcelæn og ikke mindst læssevis af gamle sengesæt og retrostof med fine blonder, mellemværk og skønne broderier. Faktisk var mange af tingene så gode, at vi slet ikke nænnede at sælge dem og i stedet endte med at tage dem med hjem. Tsk tsk! Så meget for at få ryddet ud :)

Men I kan måske forstå hvad jeg mener, når jeg viser jer dette billede af det mest fantastiske børneretrostof som Johans moster lige havde i gemmerne.

Det kunne jeg da ikke under nogen omstændigheder gå med til at sælge :)

Derudover var der en masse gammelt sengetøj med de fineste mellemværk, en hel bunke lækkert gammelt stof og denne charmerende gamle madkasse med skuffer som jeg kan bruge til opbevaring af min knapsamling, perler og alt det andet små-tingeltangel man har i gemmerne når man er en kreativ sjæl som mig.

Johans onkel vil nok ryste på hovedet når han hører at jeg har gemt hans gamle madkasse ;)

Vi fik tjent en pæn lille sjat penge i løbet af dagen. Men desværre kom der et par byger som sendte alle kunderne hjem tidligere end planlagt.

Tusind tusind tak Jette og Christian for alle de fine ting og sager. Og skulle I have andet gammelt børnestof eller lignende I vil af med i fremtiden, så ved I nu hvor I skal sende det hen. :)

 

 

Gråt og karrygult Ipad cover – vil du også have et?

Jeg har nu fået hæklet endnu et Ipad cover, – denne gang på bestilling. Farverne har køber selv valgt, så det er blevet gråt og karrygult og det er blevet superfint synes jeg. Dette cover er ligesom det jeg tidligere har lavet hæklet i dobbelt bomuldsgarn.

Hvis din Ipad også godt kunne tænke sig nye klæder, så vil jeg gerne hækle et cover i lige de farver du kunne tænke dig. Pris 250 kr. + porto (kan evt. også afhentes på Frederiksberg). Bare skriv en mail til mig på sannekjensen(at)hotmail.com.

 

Hæklet Ipad cover

Så fik jeg endelig hæklet et cover til vores Ipad.

Det er hæklet af noget finurligt bomuldsgarn med blå, røde, grønne og gule pletter, som jeg har fået af min søde svigermor. Faktisk var det slet ikke meningen, at coveret skulle have haft den grønne kant på, men jeg løb tør for garn og måtte derfor tænke kreativt. Og jeg må sige, at jeg heldigvis er blevet ret vild med den grønne kant og synes at den på en måde redder coveret fra bare at ligne en sammensyet karklud.

Nu mangler jeg bare at lave en eller anden form for lukning så Ipad’en ikke kan glide ud. Jeg har købt rød elastiksnor og en knap, men jeg vil allerhelst finde på en helt anden form for lukkemekanisme end den de fleste bruger. Måske jeg skulle hækle et bånd med knaphul i den samme grønne farve i stedet og så lukke det på den måde. Eller måske jeg bare skulle lade det være som det er. Hvad synes du? Har du nogen gode ideer til hvordan jeg kan lave en lukning?

Hvis nogen selv skulle have lyst til at hækle et cover så er fremgangsmåden meget simpel. Jeg har såmænd bare hæklet 31 luftmasker med hæklenål nr. 4 og derefter hæklet fastmasker rundt og rundt indtil det passede med længden af Ipad’en. Helt enkelt!