Hæklede påskekyllinger

Som jeg lovede i går, så vil jeg i dag vise jer den vært/værtinde-gave jeg havde lavet til min bror og hans kæreste. De skulle nemlig forkæles med lidt hjemmelavet påskepynt i anledning af, at de havde været så søde at invitere os til påskefrokost. Jeg har derfor i den forgangne uge brugt et par dage på at hækle to søde påskekyllinger til dem og de faldt heldigvis i god jord. Tusind tak til Jan og Erika for at skabe de perfekte rammer til en fantastisk hyggelig og sjov påskefrokost (værtinden havde blandt andet håndbroderet en påskedug og kreeret den fineste påskepynt til bordet – er det ikke bare overskudsagtigt :) )

Den bagerste er en prototype og er lavet i en anden farve og type garn. Den fik derfor lov til at blive hjemme hos os :)

Hvis du selv skulle have mod på at hækle påskekyllinger så kan du finde opskriften her.

Og så er det absolut sidste chance for at deltage i min første Giveaway. Jeg trækker en vinder kl. 19 i aften.

Påskefrokost før og nu!!

I dag skal vi til påskefrokost hos min storebror og hans kæreste. Det bliver super hyggeligt og jeg glæder mig til at sætte tænderne i diverse påskebordsretter og skylle det ned med en kold øl eller to. Alma bliver nemlig passet af hendes mormor og morfar, så Johan og jeg har dagen fri til at slå os løs :)

Her den anden dag fik jeg fingrene i nogle gamle udgaver af et blad som hedder Mad og Gæster. Og det er altså meget sjovt at sidde og kigge på billeder og retter fra en svunden tid. Se for eksempel her, hvordan de holdt en god påskefrokost i 1972.

Jeg ved ikke med jer, men lige bortset fra farverne på påskebordet så synes jeg altså at det ser en lille smule kedeligt ud. Jeg tror og håber, at den påskefrokost vi skal til i dag bliver præget af en del flere smil og grin end på de ovenstående billeder. De ser mig nemlig lidt sammenbidte ud.

Jeg har i går og i dag bakset lidt med en hjemmelavet værtindegave til min brors kæreste. Men den må I jo af gode grunde vente med at se til i morgen. Jeg skulle jo nødigt få afsløret noget før tid ;)

Og så er det jo også i morgen, at jeg trækker vinderen af min første Giveaway. Hvor er det altså skønt at så mange har haft lyst til at være med og jeg glæder mig til at sende pakken afsted til den heldige vinder….

 

 

 

Avra for Laura!

I går var vi til lille Emmas 5 års fødselsdag i Kalundborg. Emma er Johans niece og hun blev fejret med boller, lagkage og hele molevitten. Emmas storesøster Laura havde lavet den fineste lysestage som stod på fødselsdagsbordet, og den er jeg simpelthen nødt til at dele med jer selvom det ikke er det bedste billede jeg fik taget af den.

Er den ikke fin? Multifarvede spøgelser eller Barbapapa’er lavet af sten fundet på stranden. Den minder mig om de stenfigurer man kunne købe i vejsidebutikkerne på vores sommerferier på Bornholm, da jeg var lille. Og jeg kom straks til at tænke på alle de mange muligheder der er for at lave andre sjove ting på denne måde. For eksempel kunne man lave dem med små mus eller nisser til jul eller påskekyllinger til påske. Mulighederne er jo uendelige…..

Så nu går turen snart til stranden for at samle sten, så jeg kan gøre Laura kunsten efter. Tak for inspirationen søde Laura.